Så er der igen lidt livstegn fra Hjemmelavet, der denne gang har haft punklegenden og guitaristikonet Peter Peter på besøg. Det blev til en snak om alt fra farven lyserød, at vaske op med Brian Eno, markeringen af 20 års jubilæet for bruddet med Sort Sol, frygten for at komme ud blandt almindelig folk og så er der også en hilsen til den tidligere Mew-guitarist Bo Madsen.
lars löbner

Hjemmelavet #11 – Allan Olsen
Denne gang er Hjemmelavet rykket hjem til en af landets bedste sangskrivere og historiefortællere Allan Olsen, til en bid hindbærsnitte og en snak om måger, irske natklubber, en thailandsk frø, jagten på nye sange og fraværet af tv.

Hjemmelavet #10 – Peder Bundgaard
I denne runde Hjemmelavet har den store danske ikonmager Peder Bundgaard været på besøg til en snak om samarbejdet med nogle af dansk kulturs vigtigste navne: Gasolin’, Sods og Dan Turéll. Det bliver også til en snak med den snart 70-årige kunstner om autoritets-afsky, den kulturelle atombombe i ’67, afghanerpels og et helt særligt æbletræ.

Hjemmelavet #9 – Jens Unmack
I denne omgang Hjemmelavet har Jens Unmack været forbi til en snak om manglende handyman evner, hårtab, ungernes musiksmag, Nicos duft og om de to våbenbrødre i Love Shop Henrik Hall og Hilmer Hassig og hvorfor Jens ikke nåede, at få sluttet fred med sidstnævnte. Godt nytår derude i computerwelt.
TWITTER: @jensunmack

Hjemmelavet #8 – Rasmus Bak
Gæsten i denne udgave af Hjemmelavet er Rasmus Bak, der er medejer af tøjmærket Libertine Libertine. Undervejs i snakken forsøges der, at blive klogere på begrebet Normcore, ligesom der snakkes om den magiske alkoholpromille på 0,6 samt den seneste tids anklager mod Bill Cosby og Rasmus’ musikalske output i Death Has No Dominion.

Hjemmelavet #7 – Tobias Kippenberger
I denne udgave af Hjemmelavet går vi indavls-planken ud, da podcast-kollega Tobias Kippenberger er gæst. Tobias er også sanger i The Floor Is Made Of Lava, eller skulle der måske stå, at han var sanger… Det prøver vi at opklare og når blandt andet også forbi emner som faren ved stagediving, om at blive stemplet som egoist fra barnsben og det at skulle tage endegyldigt afsked med en far man ikke rigtigt har haft et forhold til.

Hjemmelavet #6 – Søren Behncke aka Papfar
I denne udgave af Hjemmelavet er der besøg af kunstmaleren Søren Behncke, der også opererer under navnet Papfar når han bygger skulpturer i… ja altså pap. Undervejs i snakken får Søren stemplet sig selv med ADHD, ligesom han fortæller om Olsen Banden-lignende aktioner og døde dyr langs E45.

Hjemmelavet #5 – David M. Allen
Tilbage fra de skindøde har I her sludder for en sladder i programmet Hjemmelavet, der denne gang har besøg af englænderen David M. Allen, der blandt andet har produceret alle de største og bedste plader med The Cure og desuden arbejdet sammen med navne som Depeche Mode, Human League og The Psychedelic Furs. Det bliver der dog ikke snakket synderligt meget om, men derimod en hel del om chokolade, hammere, stoffer, statistroller og det at køre lastbil.